Fremleje af lejemål

Som beboer i en almen bolig har du ret til at fremleje din bolig. Der er dog nogle betingelser, som skal være opfyldt:

  • Du skal kunne dokumentere, at fremlejen er midlertidig og skyldes sygdom, rekreation, forretningsrejse, udstationering, studieophold eller lignende.
  • Fremlejeperioden må højst vare to år i en sammenhængende periode.
  • Du må ikke opkræve en højere leje, end den du selv betaler.
  • Bor du i en ungdomsbolig eller ældrebolig, kan boligorganisationen stille krav om, at din lejer (fremlejetager) opfylder betingelserne for den pågældende boligtype.
  • Det samlede antal personer i lejemålet må ikke overstige én person pr. beboelsesrum.
  • Senest to uger før du indgår en fremlejekontrakt, skal du orientere boligorganisationen om, at du ønsker at fremleje.
  • Du skal selv udarbejde en skriftlig fremlejekontrakt med din lejer og sende en kopi til boligorganisationen, inden fremlejeperioden begynder.

Omgår du reglerne, eller er der anden rimelig grund, kan boligorganisationen modsætte sig fremlejeforholdet.

Det er også vigtigt, at du gør din fremlejetager opmærksom på, at boligen ikke kan overtages efter fremlejeperiodens udløb – også selvom du vælger ikke at flytte tilbage.

Du har fortsat ansvaret for, at huslejen bliver betalt, husordenen overholdes, og at boligen ikke misligholdes – selvom den er fremlejet.