Når du ønsker at opsige din bolig, skal du udfylde en opsigelsesblanket og sende den til Silkeborg Boligselskab – enten pr. mail eller som brev. Opsigelsen skal være underskrevet, før den er gyldig.
I din lejekontrakt kan du se, hvor længe du hæfter for lejemålet.
Du skal fraflytte boligen 14 dage før opsigelsesperiodens udløb, så der er tid til istandsættelse inden næste lejer flytter ind. Du betaler husleje i denne periode.
Opsigelsesfrister
Familieboliger: 3 måneders opsigelse til den 1. eller 15. i måneden
Seniorboliger: 3 måneders opsigelse til den 1. eller 15. i måneden
Ungdomsboliger: 6 ugers opsigelse til den 1. eller 15. i måneden
Ældre- og plejeboliger: 1 måneds opsigelse til den 1. eller 15. i måneden
Ved dødsbo
Lejemålet bliver synet efter de normale procedurer.
Eventuelt overskydende beløb fra flytteopgørelsen afregnes efter henvisning fra Skifteretten.
Overtagelse af effekter
Hvis den nye lejer ønsker at overtage fx tæpper, gardiner eller opvaskemaskine, skal du udfylde en ejerskabserklæring.
Erklæringen skal vises ved fraflytningssynet.
Silkeborg Boligselskab overtager ikke vedligeholdelse af disse effekter.
Selv om den nye lejer køber indbo af dig, skal alt indbo være fjernet ved syn – med undtagelse af opvaskemaskinen.
Ejerskabserklæringen sendes sammen med din opsigelsesanerkendelse.
Når du flytter, skal boligen afleveres i mindst samme stand, som da du overtog den.
Du er velkommen til at forbedre boligen, men hvis der er misligholdelse, skal det udbedres i forbindelse med din fraflytning.
Eksempler på misligholdelse kan være:
Huller eller ridser i døre
Ødelagt inventar
Malerarbejde, der ikke er udført håndværksmæssigt korrekt
Ridsede gulve eller slidt lakering
Mærker eller skjolder efter potteplante
Slid og ældre
Du hæfter ikke for almindelig slid og ælde på fx køkkenelementer eller badeværelsesmøbler.
Hvis der skal udføres istandsættelse, vælger Silkeborg Boligselskab, hvilke håndværkere der udfører arbejdet.
Har du derimod valgt selv at istandsætte inden syn, vælger du selv håndværkerne.
Overdragelse til ny lejer
Du kan lave en aftale med den nye lejer om at overtage fx gardiner eller andre effekter.
Aftalen skal være underskrevet af begge parter og afleveres til Silkeborg Boligselskab inden syn af boligen.
I forbindelse med din frigørelse fra lejemålet aflæser viceværten dine målere.
Du hæfter for forbruget frem til frigørelsesdatoen – bemærk, at denne dato ikke er den samme som dagen for syn af boligen.
De registrerede aflæsningstal sendes automatisk videre til forsyningsselskaberne, som efterfølgende udarbejder en slutopgørelse til dig i forbindelse med årsregnskabet.
Mindst otte dage før din fraflytning modtager du en mail med indkaldelse til fraflytningssyn. Ved synet gennemgår en medarbejder fra Silkeborg Boligselskab din bolig sammen med dig og vurderer, om der er behov for istandsættelsesarbejde.
Du får samtidig udleveret et overslag over eventuelle udgifter, som kan blive en del af den endelige flytteopgørelse.
Vedligeholdelse - A-ordningen
Alle Silkeborg Boligselskabs afdelinger benytter A-ordningen som vedligeholdelsesordning.
Kort fortalt betyder det:
Du flytter ind i en normalistandsat bolig.
Under din boperiode står du selv for den indvendige vedligeholdelse – fx maling, tapetsering og gulvbehandling.
Du skal vedligeholde boligen løbende, så den ikke forringes ud over normalt slid og ælde.
Når du fraflytter, udfører udlejeren en normalistandsættelse, som omfatter nødvendig hvidtning, maling, tapetsering af vægge og lofter samt rengøring – medmindre boligen allerede fremstår håndværksmæssigt forsvarligt nyistandsat.
Du betaler for normalistandsættelsen, men udgiften overtages gradvist af udlejeren, alt efter hvor længe du har boet i boligen:
Du optjener 1 % pr. måned, og efter 8 år og 4 måneder har du optjent 100 %, så du ikke længere skal betale for normalistandsættelse ved fraflytning.
Bemærk, at misligholdelse altid betales fuldt ud af beboeren.
Når din bolig er blevet synet, udarbejder vi en endelig flytteopgørelse.
Vi bestræber os på at sende den hurtigst muligt, men den kan først udarbejdes, når vi har modtaget alle håndværkerregninger og øvrige bilag.
Hvad viser flytteopgørelsen?
Flytteopgørelsen giver dig et samlet overblik over:
Dit tilgodehavende – fx beboerindskud og forudbetalt husleje.
Dit eventuelle mellemværende med boligorganisationen – fx udgifter til vand og varme, andel af normalistandsættelse eller eventuel misligholdelse.
Når flytteopgørelsen er klar, modtager du den digitalt.
Hvis du har penge til gode, bliver de overført til din konto.
Har du et indskudslån via kommunen, sender vi automatisk beløbet direkte dertil.
Boliggarantibeviset tilbydes til personer, der mindst har boet 3 år i den samme bolig på fraflytningstidspunktet. Beviset er personligt og gælder i 3 år fra fraflytningsdatoen. Det udstedes på den person, som lejer den nuværende bolig.
Ordningen omfatter alle Silkeborg Boligselskabs almene familieboliger.
Vigtigt: Aftale om udstedelse af boliggarantibevis skal indgås senest ved den faktiske fraflytning. Ellers bortfalder muligheden.
Hvad indebærer garantien?
Garantien sikrer, at du kan få anvist en bolig, der svarer til din tidligere bolig. En tilsvarende bolig defineres som:
En bolig i samme afdeling eller bydel
En bolig med samme antal rum eller omtrent samme størrelse (m²)
En bolig med nogenlunde tilsvarende husleje
Der gives maksimalt 3 boligtilbud, mens garantibeviset er gældende.
Bemærk: I nogle tilfælde, fx afdelinger med forsøgsudlejning eller sjældne boligtyper, kan det være nødvendigt at anvise en bolig, der kun i videst muligt omfang svarer til den tidligere bolig.
Anvisning af bolig
I princippet tilbydes den første ledige tilsvarende bolig.
Der vil normalt ikke gå mere end 6 måneder fra henvendelse til boligtilbud.
Hvis en bolig er særligt velegnet til ældre eller handicappede, kan boligorganisationen prioritere disse, hvilket kan fravige princippet om først ledige bolig.
Hvis den ældre eller handicappede accepterer boligen, frigives deres nuværende bolig, som herefter kan anvises via garantibeviset.
Bemærk: Boliggarantibeviset kan ikke anvendes til bolig, der strider mod udlejningskriterier, fx husstandsstørrelse.
Bortfald af garantien
Garantibeviset bortfalder hvis:
Du har udestående økonomiske mellemværender med boligorganisationen, fx en ubetalt flytteopgørelse.
Du flytter tilbage til boligorganisationen via eget medlemsnummer, samlevers/ægtefælles medlemsnummer eller kommunal anvisning.
Pris
Oprettelse af boliggarantibeviset koster kr. 500,00.