Jonas Bukalo Gravgaard

BEBOEREN I FOKUS

Jonas står i sin bolig

Fællesskab, forandring og nye perspektiver

I denne udgave af Beboeren i fokus præsenterer vi Jonas Bukalo Gravgaard, som både er beboer på Funder Bygade og nyt medlem af organisationsbestyrelsen. Jonas flyttede til afdelingen i 2021 og havde forinden boet forskellige steder i kommunen – men én ting har altid været konstant: Han er silkeborgenser.

Opvækst med skov, søer og frihed

Jonas er opvokset i Virklund, som han beskriver som et fantastisk sted at være barn – tæt på både skov og søer.
“Jeg har altid været lidt af en vandhund,” fortæller han. “Jeg voksede op i en tid, hvor man bare skulle være hjemme, inden det blev mørkt.”

Computer, rollespil og balance

Interessen for computere blev vakt tidligt, da hans papfar – som arbejdede som lærer på AMU-centret – introducerede ham til den digitale verden.
“Der var mange interne kampe om, hvem der var bedst til Dungeons and Dragons og lignende spil,” griner Jonas.

Selvom computerspil fyldte meget, var udelivet en vigtig modvægt.
“Mine forældre vil nok mene, at jeg havde et lidt usundt forhold til computerspil,” siger han. “Men sandheden er, at jeg nok var lige så meget ude som inde.”

Rollespil blev også en stor del af ungdommen – et kreativt og eventyrligt univers, som gav både fællesskab og venskaber.
“Det var en fed tid, og jeg har stadig gode venner fra dengang.”

Fra håndværk til pædagogik

Jonas har været lidt omkring, før han fandt sit erhverv. Han har både prøvet kræfter som murer og elektriker, inden han uddannede sig til industritekniker.
Efter 11 år i faget – heraf flere med natarbejde – er tiden nu inde til noget nyt.

“Nu skal jeg tilbage på skolebænken og starte på uddannelsen som pædagog. Det glæder jeg mig rigtig meget til – især fordi jeg igen kan bruge mine sociale kompetencer.”

Engagement i fællesskabet

At Jonas i dag sidder i organisationsbestyrelsen, begyndte egentlig lidt tilfældigt. Kort efter han var flyttet ind, blev han – på opfordring fra sin daværende kæreste – taget med til et afdelingsmøde.
“Jeg blev hurtigt valgt ind i afdelingsbestyrelsen,” fortæller han. “Jeg var kun ude i en kort periode, fordi natarbejdet gjorde det svært at få det hele til at hænge sammen.”

Jonas har altid været aktiv i forenings- og organisationsarbejde og trives i fællesskaber.
“Jeg synes, det er spændende og vigtigt at være med til at tage ansvar.”

På repræsentantskabsmødet i 2025 blev han opfordret til at stille op – og meldte sig som suppleant. I december trådte han ind som fuldgyldigt medlem af organisationsbestyrelsen.

Jonas kaster med en snebold i afdelingen

Et frisk blik på boligbranchen

Med sine 33 år er Jonas det yngste medlem af bestyrelsen – noget, han ser som en styrke.
“Jeg håber at kunne bidrage med et frisk syn, nye idéer og måske se tingene fra et lidt andet perspektiv,” siger han.

Boligbranchen er ny for ham, men nysgerrigheden er stor.
“Jeg vil suge til mig, lære så meget som muligt og glæder mig virkelig til processen.”

Silkeborg Boligselskab grafik med huse og en mand