Mød vores ejendomsfunktionærelev Anders

NYHEDER | AUGUST 2026

Anders ordner vasken på en beboers badeværelse

Et år med smil, godt humør og arbejdsglæde

Den 15. august er det præcis et år siden, Anders startede som ejendomsfunktionærelev hos Silkeborg Boligselskab. Et år, han bestemt ikke har fortrudt.

"Det er den bedste arbejdsplads, jeg har været på," siger Anders med et stort smil. Han griner lidt og tilføjer: "Men jeg har jo heller ikke været på så mange endnu."

Det lune humør og det gode smil er kendetegnende for Anders. Han møder både kolleger og beboere med en positiv indstilling, og det har gjort ham til en vellidt del af hverdagen.

Drømmen begyndte allerede i 2017

Selvom Anders oprindeligt er uddannet murer, har han længe haft et ønske om at blive ejendomsservicetekniker.

Tilbage i 2017, da han gik på grundforløb 1 på teknisk skole, var han i praktik som vicevært hos kommunen. Her fik han øjnene op for faget.

"De anbefalede mig først at tage en håndværksmæssig uddannelse. Det ville give mig et godt fundament, inden jeg kastede mig over et fag, hvor man skal kunne lidt af det hele," fortæller han.

I 2021 blev han udlært murer i et firma, der udførte mange opgaver for AAB Silkeborg. Her fulgte han ofte ejendomsserviceteknikernes arbejde på sidelinjen.

"Jeg kunne godt mærke, at det var dét, jeg gerne ville."

Derfor begyndte han på uddannelsen som ejendomsservicetekniker i januar 2025. Efter et skoleforløb, hvor faget blev afprøvet på skolens værksted, var han så heldig at få en elevplads hos Silkeborg Boligselskab

"Og nu er der allerede gået et år."

Uddannelsen varer 3 år og 8 måneder og består af fire skoleophold, hvor det sidste afsluttes med svendeprøven.

Anders står foran en bil med Silkeborg Boligselskab logo

Godt rustet til opgaverne

Anders oplever, at mureruddannelsen har været en stor fordel.

"Jeg startede som murer, da jeg var 17 år, og dengang kunne nogle af de håndværksmæssige beskeder godt være svære at forstå. I dag er jeg mere moden, lærer hurtigere og er blevet mere selvstændig. Selvfølgelig er der stadig opgaver, der udfordrer mig, men det er jo netop derfor, man er elev."

Det bedste er beboerne

Det er især kontakten med beboerne, der gør arbejdet meningsfuldt.

"Der er faktisk ikke nogen opgaver, jeg synes er trælse. Jeg elsker at hjælpe beboerne. Det betyder noget at kunne gøre en forskel."

Han oplever også, at arbejdet ofte handler om mere end reparationer.

"Mange har også brug for en snak. Nogle ser måske ikke så mange mennesker i løbet af dagen, så det betyder faktisk noget, at vi kommer forbi."

For nylig var Anders ude for at udskifte et ødelagt afløb i Gartnervænget.

"Beboeren havde tydeligt lyst til at fortælle lidt om sit liv, og da jeg sagde farvel, havde han et stort smil på. Det er sådan nogle oplevelser, der gør arbejdet værdifuldt. De fleste beboere er glade for, at vi kommer og hjælper med de udfordringer, de har i deres bolig."

Da vi siger farvel til Anders, er arbejdsdagen ved at være slut. Han har netop gjort en flyttebolig klar på Lilleøvænget – og har selvfølgelig også lige nået en hyggelig snak med Ulla undervejs.

Vi glæder os til at følge Anders resten af hans elevtid og ønsker ham fortsat god fornøjelse med uddannelsen.

Anders står sammen med en beboer
Silkeborg Boligselskab grafik med huse og en mand