1
Start med at kontakte os
Fortæl os, hvad du gerne vil ændre i boligen, og kontakt os altid, før arbejdet påbegyndes. Så kan vi vejlede dig om mulighederne og fortælle, hvilke oplysninger vi skal bruge.
Råderetten giver dig som lejer mulighed for at præge din bolig efter dine egne ønsker og behov. Du kan som udgangspunkt udføre forbedringer og i visse tilfælde forandringer i din bolig.
Der er dog forskel på, hvad du selv kan beslutte, hvad der kræver godkendelse, og hvordan arbejdet bliver finansieret. Derfor er det vigtigt, at du altid kontakter Silkeborg Boligselskab, inden du går i gang med arbejdet.
På denne side kan du læse om reglerne for råderet, forskellen på forbedringer og forandringer, de forskellige former for råderet og hvad du skal gøre, hvis du overvejer at renovere din bolig.
Råderetten giver dig større frihed til at bestemme over din bolig og mulighed for at tilpasse den efter dine ønsker og behov.
Som udgangspunkt kan du udføre forbedringsarbejder inde i boligen. Arbejdet skal dog anmeldes skriftligt til Silkeborg Boligselskab, inden det påbegyndes.
Et arbejde skal være rimeligt og hensigtsmæssigt og må ikke fratage boligen dens karakter af almen bolig eller eventuelle karakter af handicapegnet bolig.
Det betyder også, at du ikke bare skal gå i gang med en renovering, selv om arbejdet foregår inde i din bolig. Silkeborg Boligselskab skal først vurdere arbejdet og eventuelle krav til blandt andet materialer, udførelse, dokumentation, myndighedskrav og reetablering.
Husk derfor: Kontakt os altid, før du går i gang.
Når du ønsker at ændre noget i din bolig, er det vigtigt at skelne mellem en forbedring og en forandring. Silkeborg Boligselskab vurderer konkret, hvilken kategori dit arbejde hører under.
En forbedring er en ændring, der øger boligens brugsværdi. Det kan for eksempel være et nyt køkken eller bad, nye skabe, fliser eller gulvbelægning. Hvis du selv har betalt for en forbedring under den individuelle råderet, kan du have ret til økonomisk godtgørelse, når du flytter, hvis forbedringen endnu ikke er fuldt afskrevet.
En forandring ændrer derimod primært boligens udseende eller indretning uden at øge brugsværdien. Det kan for eksempel være andre køkkenlåger, en anden bordplade, andre greb eller ændringer af skillevægge. Forandringer giver ikke ret til økonomisk godtgørelse, og du kan i nogle tilfælde blive bedt om at føre boligen tilbage til det oprindelige ved fraflytning.
Kort sagt: En forbedring gør boligen bedre – en forandring gør den anderledes. Det er Silkeborg Boligselskab, der vurderer, hvilken type ændring der er tale om.
Der findes forskellige muligheder for at gennemføre ændringer i boligen. Det afhænger blandt andet af, hvad du ønsker at ændre, og hvilken ordning der gælder i din afdeling.
Ved individuel råderet betaler du selv for forbedringen. Du har derfor større frihed til at vælge materialer og løsninger, men arbejdet skal fortsat godkendes.
Hvis du udfører en forbedring under den individuelle råderet, kan du have ret til økonomisk godtgørelse ved fraflytning, hvis forbedringen endnu ikke er fuldt afskrevet.
Godtgørelsen beregnes på baggrund af dine dokumenterede udgifter og afskrives over en periode, der svarer til forbedringens forventede holdbarhed.
Kollektiv råderet fungerer anderledes. Her optager boligafdelingen lån til finansieringen, og du betaler din del gennem en huslejestigning.
Det betyder samtidig, at der er mindre valgfrihed. Der kan være fastlagt bestemte løsninger, materialer og håndværkere.
Der er kun kollektiv råderet i de afdelinger, hvor afdelingsmødet har godkendt ordningen. Afdelingsmødet fastsætter også, hvilke forbedringer der kan gennemføres.
Ved kollektiv råderet får du ikke godtgørelse ved fraflytning, da du ikke selv har lagt pengene ud for forbedringen.
Installationsretten giver dig mulighed for at installere sædvanlige installationer som eksempelvis vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine og køleskab.
Det forudsætter, at ejendommens el- og afløbskapacitet kan klare installationen.
Installationen tilhører dig. Du betaler selv for vedligeholdelse og reparation og er ansvarlig for eventuelle skader. Som udgangspunkt skal installationen fjernes igen, når du flytter.
Hårde hvidevarer er ikke omfattet af retten til forbedringsgodtgørelse under individuel råderet.
Hvis du overvejer at renovere eller ændre noget i din bolig, er det vigtigt, at du kontakter Silkeborg Boligselskab, inden du går i gang. Reglerne afhænger af, hvad du ønsker at ændre, og om arbejdet er en forbedring, en forandring eller er omfattet af installationsretten.
Nedenfor kan du læse mere om de mest almindelige ønsker til ændringer i boligen.
Vigtigt: Du må ikke begynde arbejdet, før du har fået svar fra Silkeborg Boligselskab.
Hvis du ønsker at renovere dit køkken, kan der være mulighed for at gøre det gennem råderetten eller den kollektive råderet, hvis ordningen er godkendt i din afdeling.
En køkkenrenovering kan blandt andet omfatte skabe, bordplade, sokkel, fliser, køkkenvask, afløb, ekstra stikkontakter og ændringer af installationer. Hvis du ønsker at flytte eksempelvis vask eller ovn, kan det medføre ændringer af VVS- eller elinstallationer, som skal vurderes og godkendes.
Ved kollektiv råderet gælder der særlige regler for køkkenmodernisering. Her indgår blandt andet nedtagning af det eksisterende køkken, nyt inventar, relevante VVS-arbejder, ekstra stikkontakter og visse gulv- og flisearbejder i forbedringslejeforhøjelsen.
Silkeborg Boligselskab har fastsat et maksimumsbeløb på 90.000 kr. for køkkenmodernisering. Eventuelle merudgifter skal indbetales, inden ordren iværksættes. Ordningen kan ikke benyttes, før lejemålet er mere end 15 år gammelt.
Hårde hvidevarer indgår ikke i selve moderniseringsarbejdet. Hvis eksisterende hårde hvidevarer ikke er funktionsdygtige eller er ældre end 10 år, kan der opsættes nye for afdelingens regning efter de gældende standarder. Ønsker du nye hårde hvidevarer, selv om de eksisterende endnu ikke er afskrevet, skal du betale den resterende afskrivning.
Hvis du ønsker at renovere dit badeværelse, kan en modernisering blandt andet omfatte sanitet, badeværelsesmøbel, spejl, vask, armaturer, ekstra stikkontakter ved spejl, fugtstyret mekanisk udsugning samt gulv- og vægbeklædning.
Hvis du ønsker at flytte funktioner eller ændre VVS-installationer, skal det vurderes, inden arbejdet kan godkendes. Det samme gælder ønsker om eksempelvis væghængt toilet eller gulvvarme.
Ved kollektiv råderet gælder der særlige regler for badeværelsesmodernisering. Silkeborg Boligselskab har fastsat et maksimumsbeløb på 155.000 kr. Eventuelle merudgifter skal indbetales, inden ordren iværksættes.
Ordningen kan ikke benyttes, før lejemålet er mere end 20 år gammelt.
Arbejdet skal overholde gældende bygningsreglement og gældende anvisninger for etablering og renovering af vådrum.
Hvis du ønsker at installere eksempelvis vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine eller køleskab, kan det være omfattet af installationsretten.
Installationen kan gennemføres, hvis ejendommens el- og afløbskapacitet kan klare den. Installationen tilhører dig, og du betaler selv for vedligeholdelse og reparation. Du er også ansvarlig for eventuelle skader, som installationen medfører.
Som udgangspunkt skal installationen fjernes igen, når du flytter. Hårde hvidevarer er ikke omfattet af retten til forbedringsgodtgørelse under den individuelle råderet.
Hvis du ønsker at ændre noget i boligen, fordi du foretrækker et andet udseende eller en anden indretning, kan der være tale om en forandring frem for en forbedring.
Det kan eksempelvis være andre køkkenlåger, en anden køkkenbordplade, andre greb eller en anden gulvbelægning. Ændringer af skillevægge, blænding af dør eller åbning til en dør kan efter omstændighederne også være omfattet af reglerne om forandringer.
Forandringer skal aftales individuelt med Silkeborg Boligselskab og giver ikke ret til økonomisk godtgørelse ved fraflytning.
Hvis forandringen alene er tilpasset dine personlige ønsker, kan vi stille krav om, at boligen reetableres, når du flytter. Der kan i den forbindelse kræves et depositum som sikkerhed for udgiften til reetablering.
Hvis du ønsker at lave ændringer uden for selve boligen, er arbejdet som udgangspunkt reguleret gennem afdelingens råderetskatalog.
Det er afdelingsmødet, der fastlægger, hvilke udvendige arbejder der kan udføres, og hvilke rammer der gælder. Råderetskataloget kan blandt andet indeholde krav til materialer, farver, størrelse, kvalitet og udformning samt regler om eventuel reetablering og fremtidig vedligeholdelse.
Det betyder, at mulighederne for udvendige ændringer kan være forskellige fra afdeling til afdeling.
1
Start med at kontakte os
Fortæl os, hvad du gerne vil ændre i boligen, og kontakt os altid, før arbejdet påbegyndes. Så kan vi vejlede dig om mulighederne og fortælle, hvilke oplysninger vi skal bruge.
2
Send din ansøgning
Du skal sende en skriftlig ansøgning med en beskrivelse af arbejdet, tidspunkt for udførelsen, materialer og inventar samt eventuelle tegninger og et prisoverslag. Husk også navn, adresse, afdelingsnummer og bolignummer.
3
Vi vurderer dit projekt
Vi vurderer, om arbejdet er en forbedring, en forandring eller om det hører under installationsretten. Vi ser også på lovlighed, tekniske forhold, myndighedskrav og eventuelle krav om reetablering.
4
Vent på vores svar
Du skal have vores skriftlige svar, før arbejdet må begynde. Hvis arbejdet kræver byggetilladelse eller anden myndighedsgodkendelse, skal den også være på plads, inden du går i gang.
5
Gennemfør arbejdet som godkendt
Når arbejdet er godkendt, skal det udføres i overensstemmelse med anmeldelsen. Du skal kunne dokumentere dine udgifter, som udgangspunkt med fakturaer fra momsregistrerede virksomheder.
6
Vi besigtiger arbejdet
Når arbejdet er udført, kan vi besigtige resultatet og registrere de dokumenterede udgifter. Ved en forbedring under individuel råderet fastsættes en eventuel godtgørelse og afskrivningsperiode efter gældende regler.